Bygge- og anlægsskolen bekymret over mangel på praktikpladser

Der er mangel på praktikpladser indenfor byggeriet og det mærker de på de tekniske KTI uddannelser. Færre og færre elever ved KTI-skolerne starter nemlig deres uddannelser med en praktikplads.
Foto © : KNR
14. oktober 2015 21:46

Og det bekymrer bestyrelsesformanden for KTI-skolerne, Alex Nørskov.

- Vi har her for 2015 26 ansøgere, som har fået en praktikplads, og det er en væsentlig nedgang i jævnfør 2009, hvor vi havde 69, der startede en uddannelse med praktikplads. Så det er et fald på 43 personer, siger KTI's bestyrelsesformand, Alex Nørskov, til KNR.

KTI-skolerne er blandt andet bygge- og anlægsskolen i Sisimiut og Jern- og metalskolen i Nuuk.

Læs også Mangel på praktikpladser i byggebranchen

Naalakkersuisoq for uddannelse, naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur og GE’s bestyrelsesformand meddelte forleden, at der er akut mangel på praktikpladser inden for byggebranchen. Det på trods af, at der ellers er ved at komme gang i byggeriet efter flere års stilstand. Derfor skal der ske noget nu, lyder det.

Politikerne har ellers meldt ud, at små- og mellemstore virksomheder i fremtiden skal prioriteres, så de i fremtiden kan tage praktikanter. Men den udmelding holder ikke stik, mener Alex Nørskov.

- Vi er fra KTI's side bekymret over den udvikling, der har været i det seneste par år, hvor de små- og mellemstore virksomheder har været hårdt presset, da de typisk kun udfører drift- og vedligeholdelses opgaver, hvilke har været kraftigt nedprioriteret de sidste par år.

Læs også Grønlandske studerende i Danmark kan komme i klemme

Alex Nørskov fortæller, at skolen har søgt om at få støtte til en fastansat, som netop skal sørge for at finde praktikpladser, men det har indtil videre været uden resultat.

På grund af mangel på praktikpladser skal nogle af eleverne i skolepraktik. Og det er bare ikke det samme, forklarer Alex Nørskov, som mener, eleverne mangler den erfaring, som de får af at være ude i praktik på en arbejdsplads.

Læs også  Hjemmeside for livets skyld

Skolepraktik er dog et alternativ, som betyder, at eleven ikke er tvunget til helt at droppe uddannelsen.

- Alternativet for, at man ikke kan finde en praktikplads rundt omkring på kysten eller ikke kan få en skolepraktikordning, er desværre, at man ikke kan fortsætte den uddannelse, man ellers har søgt ind på, fastslår KTI's bestyrelsesformand, Alex Nørskov