Bygge- og anlægskonference i september

Selvstyret og Grønlands Arbejdsgiverforening afholder konference for byggebranchen i september. Målet er at overveje, hvordan pengene i branchen bruges bedst muligt.
Skrevet af Jette Andersen
20. februar 2014 05:01

- Vi er meget enige om, at konferencens fokus skal være på bedre, billigere og mere effektivt byggeri. Det er vigtigt, at de afsatte midler kommer ud i samfundet for at arbejde til gavn og glæde for borgerne i almindelighed og anlægsbranchen i særdeleshed, udtaler naalakkersuisoq for boliger Siverth K. Heilmann i en pressemeddelelse.

For at kunne være til gavn og glæde, har naalakkersuisoq og GA besluttet, at det blandt andet skal opnås ved at udbyde modne opgaver med det samme, frem for at forsinke processen. De to parter aftalte også at finde ud af, hvilke opgaver der kan fremskyndes.

- Samarbejdet med Grønlands Arbejdsgiverforening foregår i proaktiv tone med gensidig respekt samt med konstruktivt og resultatorienteret dagsorden. Jeg glæder mig allerede til at kunne invitere interessante og relevante aktører til Bygge- og Anlægskonferencen, udtaler Siverth K. Heilmann, der i næste måned skal mødes med Brancheudvalget for Tekniske Rådgivere, Brancheudvalget for El & VVS samt Brancheudvalget for Bygningshåndværkere.

Konferencen afholdes i Nuuk i dagene 9. og 10. september 2014.