Bygdeskoleleder: Skolesinspektørerne aner ikke hvad der foregår

I et af forslagene om den nye folkeskolelov, som Departementet for Uddannelse og Forskning står bag, skal samtlige af landets bygdeskoler knyttes til en byskole, således at ledelsen for byskolen får det pædagogiske og organisatoriske ansvar for bygdeskolen. Men modtagelsen var dog noget lunken, da KNR talte med skolelederen i bygden, Nuugaatsiaq i dag.
Skrevet af Mads Ullerup
12. juli 2012 12:59

-  Mange af skoleinspektørene fra byerne aner jo slet ikke, hvad der foregår i bygderne og hvilke betingelser, man arbejder under, fortæller Barbara Strøm-Baris, der er skoleleder i bygden Nuugaatsiaq i Upernavik distriktet.

Intentionen med forslaget er at øge kvaliteten i folkeskolen.

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Palle Christiansen, forstår godt bekymringen over det nye forslag.

- Jeg synes, det er helt berettiget, at man fra bygdeskolerne udtaler sine bekymringer. Og når vi får sådan nogle ting at vide, så vil vi gøre det klart for byskolerne, at de skal være opmærksomme på, at der kan være lokale forhold, de skal tage højde for på de bygdeskoler, de nu skal have ansvaret for, siger Palle Christiansen.

Barbara Strøm-Baris, der har været skoleleder i Nuugaatsiaq i otte år er dog stadig bekymret over forslaget. Og hun mener ligefrem, at det kan skade arbejdsmoralen hos ledelsen på bygdeskolerne, at overdrage det overordnede ledelsesansvar til byskolerne.

- Man tager selvstændigheden fra folk og lysten til at yde en ekstraordinær indsats, siger Barbara Strøm-Baris.

Men ledelsen på bygdeskolerne vil stadig have et stort ansvar på trods af, at man vedtager det nye lovforslag, lover Palle Christiansen.

- De har stadig et stort ansvar for at få hverdagen på bygdeskolerne til at fungere, men det overordnede ansvar, kan de nu lægge fra sig og i stedet bruge tiden sammen med de børn, som skal undervises, siger Naalakkersuisoq for Uddannelse til KNR.

Inatsisartut skal tage stilling til forslaget om den nye folkeskolelov på efterårssamlingen.

Lovforslaget indeholder i alt ti punkter, og du kan læse dem alle på www.nanoq.gl