Bygder samarbejder om fremtiden

Klyngekompetencer er blevet den ny trylleformular, der skal sætte skub i bygderne i Sydgrønland. Og klyngekompetencer vil sige, at indhandlingssteder i flere bygder slår sig sammen om teknik, logistik, afsætning og markedsføring.
17. november 2009 05:46

Skal man tro formanden for Erhvervsudvalget i Kommune Kujalleq, Kalistat Lund, så synes den nye opskrift at give resultater. Ifølge Kalistat Lund er indhandlingsstedet i bygden Ammassivik nu genåbnet og indledt en produktion af tørfisk, og i bygden Aappilattoq er der etableret et tørreri.

Næste bygd på aktivitetslisten er Eqalugaarsuit. Her er indhandlingsstedet netop overtaget og forventes at åbne for indhandling af torsk til hjemmemarkedet til januar og i løbet af foråret skal indhandles stenbiderrogn.

I bygden Tasiusaq forhandles der om en lejeaftale af det gamle produktionssted. Her er det meningen, at der skal indhandles fisk, men også som noget nyt produceres marmelade og indfrysning af bær til videresalg på hjemmemarkedet.

Og som Kalistat Lund siger, er dette kun begyndelsen.

- Vi satser politisk på at gøre Sydgrønland til center for fødevarer, hjemtagning af nye opgaver inden for fødevareområdet, siger han. Og han understreger, at det er godt at se, at kommunens økonomiske satsning via en bygdepulje og ansættelse af en bygdekonsulent nu skaber meget konkrete resultater.