Bygdeformand: Demokraterne styrer bygdepolitikken

Bygdeforenigen Kanunupe tager stærkt afstand fra næste års finanslovsforslag fra landsstyret, Naalakkersuisut.
05. september 2009 16:27

I en pressemeddelelse fra formanden, Jens Kristian Therkelsen, hedder det, at det virker som om bygdebefolkningen er kommet i mindretal i samfundet, og at landsstyret nu er ligeglad med levevilkårene i bygderne.

- Det er meget beklageligt, at 45 millioner kroner, afsat til boligbyggeri i bygderne, i stedet overføres til byggeri i byerne. Bygdernes boligforhold trænger hårdt til forbedringer. Men med finanslovsforslaget må vi betragte det arbejde som indstillet. Hermed er udbygningen af bygder gået i stå, mener Jens Kristian Therkelsen.

- Finanslovsforslaget vil resultere i forskelsbehandling af landets borgere, og bygdebefolkningens levevilkår vil blive forringet.

Formanden for bygdeforeningen mener, at koalitionspartierne IA og Kattusseqatigiit Partiiat er blevet til nikkedukker for det tredje hjul i koalitionen, Demokraterne, hvad angår bygdepolitikken.

- Under valgkampen støttede de to førstnævnte partier ellers op om bygderne og gjorde sig til talsmænd for en udbygning af bygderne. Men det kan man ikke aflæse i finanslovsforslaget, siger Jens Kristian Therkelsen, der opfordrer til at opgive besparelsen på bygdebyggeri i 2010.