Butiksejere: God idé med en barselsfond

Det er en god ide, at oprette en barselsfond, sådan som Naaja Nathanielsen fra Inuit Ataqatigiit har foreslået det. Det mener en række små virksomheder langs kysten, som Radioavisen har talt med.
Skrevet af Mads Lynge
22. oktober 2013 06:54

Blandt andet to butiksejere, der forestiller sig, at butikkerne indbetaler et lille beløb til en fond, der er oprettet til formålet.

- Umiddelbart vil jeg da sige, at det lyder som en god idé. Det er klart, at det selvfølgelig kommer an på hvad man skal betale til fonden for at kunne få pengene udbetalt senere hen, men det lyder som en god idé. For det er klart, at det er noget, der er brug for i forhold til, ja, når man har et lille firma, og de ansatte de går på barsel. Så er det jo forholdsvis dyrt for et lille firma og betale barsel til det, siger ejer af sportsudstyrsbutikken Pikkori Sport i Nuuk, Morten Jørgen Heilmann.

Han bakkes op af Agnethe Egede Mathiassen fra Qaqortoq. Hun ejer tøjbutikken Butik 99. I en tid, hvor de små virksomheder er spændt hårdt for, kan det kun være til fordel for de små virksomheder, at der oprettes en barselsfond, siger hun:

- Det står hårdt til her i Sydgrønland lige for øjeblikket. Derfor må vi stå sammen, og ikke kun tænke på os selv, men gå sammen og indbetale til en fond. Jeg synes det er god ide, at oprette sådan en fond, så vi kan løfte i fællesskab, siger Agnethe Egede Mathiassen fra Qaqortoq.

Naaja Nathanielsens forslag nød ikke støtte fra Naalakkersuisut, da lovforslaget var til 1.behandling tirsdag i sidste uge. Og spørgsmålet om barselsfonden splitter arbejdsgiverforeningerne i Grønland.

Forslaget om oprettelsen af en barselsfond blev efter 1.behandling sendt i Finans- og Skatteudvalget, og skal efter planen 2.behandles torsdag den 7.november.