Butikker: Rigtig god julehandel trods mindre salg af juleslik

De store butikskæder, Brugseni, Pisiffik og Pilersuisoq melder om en rigtig god julehandel trods mindre salg af juleslik.
30. december 2015 10:04

Selv om politikerne har givet sukkerafgiften på juleslik et spark opad, er den samlede omsætning steget i forhold til sidste års julehandel, lyder den foreløbige melding.

Men fordoblingen af sukkerafgiften til skattefar har gjort, at vi har købt mindre juleslik end vi plejer.

Alligevel er Pisiffik er indkøbs- og marketingsdirektør Niels Andersen svært tilfreds med årets julehandel:

- Vi måler altid julehandlen op imod sidste års julehandel. Og hvis vi gør det, har vi haft en rigtig, rigtig god julehandel. Det ser rigtig, rigtig fornuftigt ud, siger Niels Andersen.

Elektronik under juletræet

Omsætningen er steget, men hvor meget vil Pisiffiks indkøbschef ikke røbe.Men han vil godt sige, at julehandlen tegner godt for alle Pisiffiks butikstyper.

For eksempel var det især elektronikken, der toppede under juletræet, fortæller Niels Andersen:

- Det er sådan noget som Playstation, mobiltelefoner og høretelefoner.

Og især een DVD, den grønlandske gyserfilm " Unnuap taarnerpaaffiani" har solgt helt vanvittigt. Over 500 eksemplarer:

- Det er mange. Og det har overrasket os, siger Pisiffiks indkøbschef, Niels Andersen.

Køber mindre juleslik

Til gengæld har forbrugerne købt mindre juleslik i år på grund af fordoblingen af indførselsafgiften på chokolade, den såkaldte sukkerafgift, vurderer Niels Andersen:

- Vi har en lille fremgang målt på kroner og ører på den varegruppe, der hedder slik. Men det skyldes jo blandt andet, at sukkerafgiften er sat op. Hvis vi måler på, hvor meget slik folk har lagt i indkøbskurven, altså hvor stort salget har været på enkeltstykker, så har kunderne købt mindre slik end ved juletid sidste år. Så vi har haft en tilbagegang, siger Niels Andersen.

Også hos de grønlandske Brugser lyder vurderingen af julens omsætning sådan her:

- Overordnet har vores julehandel været god med en lille fremgang på omkring fem procent i forhold til sidste år, fortæller direktør for Kalaallit Nunaanni Brugseni, Susanne Christensen.

Nanortalik i tilbagegang

Men det gælder ikke alle Brugser:

- Nede i sydgrønland, i Nanortalik kan vi se, at vi for fjerde år i træk oplever en tilbagegang i omsætningen. Det tolker vi skyldes, at folk flytter fra byen, siger Susanne Christensen.

Hos Brugseni har slikafgiften også været på spil. Forbrugerne har generelt købt mindre juleslik, fortæller Susanne Christensen:

- Salget på lige netop konfekture kan vi se er faldet. Det er blevet dyrere for forbrugerne at købe slik. Og det har de så sparet på.

Snescooter et hit i nordgrønland

Også hos KNI, der driver Pilersuisoq-butikker alle steder undtagen i de største byer, ser julehandlen fin ud:

- Julehandlen, som vi kan se det nu er faktisk gået rigtig, rigtig godt. Og det gælder over alt, siger kædedirektør for Pilersuisoq, Finn Fabricius.

Og selv om omsætningen har været god på hele kysten, så er den kørt helt fantastisk i nordgrønland. Her er købelysten stor blandt andet på grund af et rigtig godt fiskeri, lyder det fra Finn Fabricius:

- Vi mærker, at folk har flere penge mellem hænderne. Blandt andet har snescootere været en rigtig stor artikel her i løbet af vinteren.

Til gengæld forventer Finn Fabricius, at kunderne også i Pilersuisoq-butikkerne har lagt mindre juleslik i indkøbskurven som følge af politikernes fordobling af sukkerafgiften:

- Men vi har ikke en endelig opgørelse af tallene for salget i december endnu.