Videregående uddannelse: Bunken af eksamensbeviser er blevet mindre
Sidste år gennemførte 131 personer en videregående uddannelse, hvilket er 46 færre personer i forhold til året før. Det skyldes ikke mindst, at der i 2017 ikke var nogen, der blev uddannet som sygeplejerske.
Næsten halvdelen, nemlig 46 procent, af de gennemførte videregående uddannelser bliver taget i udlandet.
Kurven for videregående uddannelser har været for nedadgående de sidste to år. I 2015 toppede tallet af gennemførte uddannelser med 182, primært fordi der dét år var 50 nyudklækkede socialpædagoger.
Det er primært professionsbachelor-uddannelserne, der har tiltrukket studerende mens færrest vælger en kandidatuddannelse.
Men i fremtiden er der håb for flere med kandidat-titler i bagagen, da antallet af studerende der begynder på kandidatuddannelserne er steget markant med 27 sidste år mod 15 i 2015.
Hvis man ser på tallene over en længere periode har der været en stor stigning i antallet af gennemførte forløb på de videregående uddannelser. Det er dog stadig kun 40 procent af befolkningen over 20 år, der har gennemført en uddannelse over folkeskoleniveau.