Bryggen kvitter nordatlantiske dage

Nordatlantens Brygge har opgivet de årlige nordatlantiske dage på Bryggen, som ellers plejede at være et stort tilløbsstykke. Det sker som resultat af lukningen Islands Turistråd og Færøernes Turistråd på bryggen.
Skrevet af mlk
13. maj 2011 04:49

De nordatlantiske turistorganisationer samarbejdede om arrangementet, men siden sidste år har der ikke været afholdt noget, da Grønlands Turist- og Erhvervsråd og Nordatlantens Brygge ikke mente de alene kunne løfte opgaven ordentligt. Det oplyser bryggens PR- og  informationschef Martin Hilker.

Men dermed er punktum ikke sat, for i år bliver der alligevel en Grønlandsdag på Bryggen. Det er turistselskabet Culture Adventure, der på lørdag har arrangeret sin egen Grønlandsdag i Det Arktiske Hus på den Nordatlantiske Brygge.

På programmet er blandt andet kajaksejlads i Københavns Kanaler, maleværksted for børn, grønlandsbyvandring på Christianshavn og foredrag.
Man kan også smage en moskuskebab og købe grønlandske specialiteter, samtidig med at Culture Adventure gør reklame for deres rejser til Grønland.  

Fra Nordatlantens Brygges side er man glade for, at Culture Adventure nu tager teten op, siger Martin Hilker.

Samme dag kan de besøgende stikker næsen indenfor på Nordatlantens Brygge, hvor der er foredrag om færøsk strik med efterfølgende strikkecafé. Og om aftenen spiller Polar-Kvintetten med jazz-saxofonisten Benjamin Koppel i front deres hyldestsange til medlemmerne af de store polarekspeditioner.