Brugsen-løb i syv byer på lørdag

På lørdag er der igen mulighed for at få gjort noget for både kondition og sundhed. Brugsen afholder deres årlige løb i de syv Brugsen-byer langs vestkysten. Der er aktivitet fra Nanortalik i syd til Sisimiut i nord. Blandt alle deltagere trækkes der lod om et rejsegavekort fra Air Greenalnd, og der er flotte præmier til de lokale vindere.
Skrevet af Peter Troelsen
15. juni 2012 09:00

Folk med en god kondition og lyst til at løbe kan begive sig ud på 10 km. distancen, og alle vi andre kan få stillet løbelysten på en 3,5 km. distance. Der er start i alle de syv byer på samme tid, og startskudet lyder på lørdag kl. 13.00 foran Brugsen i Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk, Paamiut, Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik.

-Arrangementet her i tråd med den sundhedskampagne, vi har kørt over længere tid. Vi glæder os meget til at se, hvordan det vil komme til at spænde af. Sidste år var der i omegnen af 1000 deltagere bare i Nuuk, og vi håber på, at det antal bliver højere på lørdag, fortæller HR-chef Carsten Olsen fra Kalaallit Nunaanni Brugseni.

Også i Brugsens forretninger har personalet kunnet mærke det øgede fokus på sund livsstil og motion. Kampagnen Butikker på skrump har fået godt fat i medarbejderne, og selv om det er helt frivilligt at deltage, er der fuld gang i skrumperiet i alle butikkerne.

-Vi har lavet det til en konkurrence, hvor der er to parametre. Dels er der fokus på at tabe sig, og man noterer det antal kilo, deltagerne har smidt imens kampagnen har været i gang. Den anden gren er, at vi, i samarbejde med AMISUT, noterer hvor mange skridt, vores ansatte tager i løbet af en dag. Når det hele er slut, tager vi gennemsnittet af tabte kilo og antal skridt, og der er præmier til de tre bedste af de otte hold. Vi håber også at vores ansatte kan motivere deres familie og venner til at finde ind til en sundere livsstil, fastslår Ungaaq Abelsen fra Brugsens hovedkontor i Nuuk. Han skal også på gaden på lørdag sammen med sin gravide kæreste. De har valgt den korte 3,5 km rute.

Der er muligt at registrere sig indtil en time før løbet på lørdag, altså klokken 12.00.