Britiske militærfly henter børnefamilier og ældre ud af Sudan

Britiske diplomater er allerede blevet evakueret fra Sudan. Nu er det andre britiske statsborgeres tur.
Ifølge Sky News befinder der sig tirsdag morgen cirka 4000 britiske statsborgere i landet i det nordøstlige Afrika. Foto © : Etat-Major Des Armees/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. april 2023 08:28

Storbritannien gør tirsdag morgen klar til at evakuere sine statsborgere ud af det konfliktramte Sudan.

Det oplyser det britiske udenrigsministerium ifølge Reuters.

Militærfly vil flyve briterne ud af Sudan fra en flyveplads uden for landets hovedstad, Khartoum.

De første, der bliver hjulpet, er familier med børn, ældre og personer med helbredsproblemer.

- Vi er begyndt at kontakte borgere direkte og tildeler dem afgange ud af landet, skriver udenrigsminister James Cleverly på Twitter.

I en udtalelse fra udenrigsministeriet fremgår det, at briterne først skal tage ud til flyvepladsen, når de personligt har fået besked på det.

- Situationen er fortsat ustabil, og vores mulighed for at gennemføre evakueringer kan ændre sig med kort varsel, skriver ministeriet.

Storbritannien har allerede evakueret sine diplomater og diplomaternes familier fra Sudan. Det skete søndag.

Flere briter, som ikke er udstationeret, men af andre årsager opholder sig i Sudan, har følt sig efterladt af den britiske regering.

Det har britiske medier- herunder Sky News - berettet om de seneste dage.

De mener, at britiske myndigheder har været langsomme om at iværksætte evakueringen af almindelige borgere fra Sudan.

Ifølge Sky News befinder der sig tirsdag morgen cirka 4000 britiske statsborgere i landet i det nordøstlige Afrika.

Den britiske regerings fremgangsmåde ligner dog den, som andre lande har ført. Det har således været de fleste landes førsteprioritet at evakuere statsborgere, der er ansat i deres udenrigstjenester.

Krisen i Sudan udspringer af en konflikt mellem landets væbnede styrker og den paramilitære gruppe RSF.

Der har været kampe mellem parterne siden lørdag den 15. april. Primært hovedstaden Khartoum har været ramt af eksplosioner og skudvekslinger.

Flere end 400 personer er i den forbindelse blevet dræbt.

Mandag aften blev de to sider i konflikten enige om at indgå en våbenhvile, der skal vare 72 timer. De er dog flere gange tidligere blevet enige om at lægge våbnene og har kort tid efter alligevel genoptaget kampene.