Breivik kommer først for retten til næste år

I Norge har rigsadvokaten i dag oplyst, at tiltalen mod den terrorsigtede Anders Behring Breivik først foreligger omkring årsskiftet.
28. juli 2011 14:17

Det betyder, at retssagen mod Breivik først kommer i gang til næste år.

Det skyldes blandt andet, at politiet skal gennemgå hvert eneste drab og drabsforsøg. Breivik vil nemlig - ifølge rigsadvokaten - blive tiltalt for drabet på hver eneste af de omkomne, rapporterer Danmarks Radio.

Anders Breivik skal iøvrigt afhøres igen i morgen. Det fortalte stabschef i Oslo politidistrikt, Johan Fredriksen, da politiet, politiadvokaten og pressen i eftermiddag var samlet til et pressemøde i Oslo.

»Et af hovedspørgsmålene bliver, om han havde medsammensvorne. I et manifest på internettet har han skrevet, har han været helt alene, og vi arbejder nu på at finde ud af, om det stemmer«, siger politiadvokat Pål-Fredrik Hjort Kraby.

Lørdag var den 32-årige massemorder i gennem en syv timer lang afhøring. Siden har han siddet varetægtsfængslet i isolation, og det skal han blive ved med i fire ud af de i alt otte uger, som han foreløbig er varetægtsfængslet i.

På pressemødet kom det desuden frem, at Tingretten vil udnævne to sagkyndige, som skal undersøge Breiviks psykiske tilstand - et arbejde, som kan tage op til tre måneder, skriver avisen Verdens Gang.