Brandmand forvekslet med en fulderik

Brandmænd skal reagere lynhurtigt på alarmen, når den går i gang. Men om natten skal mændene selv finde vej til brandstationen, og i Sisimiut er det alt for ofte sket, at bilister ikke stopper, når en brandmand prøver at få et lift.
Skrevet af Jette Andersen
23. januar 2012 10:40

For eksempel prøvede en brandmand at stoppe en bil, men chaufføren tror fejlagtigt, at det er en fulderik og kører derfor bare videre, skriver Sisimiuts ugeavis, Sivdlek.

Derfor har brandchef Steen Boassen anskaffet brandmændene en gul, selvlysende vest med reflekser, hvor det klart fremstår at vedkommende er fra brandstationen i Sisimiut. Og med vestene håber brandchefen, at problemet med folk, der bare kører forbi om natten, er slut.

- Det er meget vigtigt, at folk stopper og kører brandmanden til brandstationen med det samme, siger brandchef Steen Boassen til Sivdlek.

En brandbil kan ikke køre før mandskabet er på plads i bilen. Det vil sige en fører, fire røgdykkere og en holdleder.