Brand i Kulusuk smadrer musiklivet

Et hus i Kulusuk, der bruges musikundervisningsskole, brændte fredag morgen ned til grunden under en kraftig storm over bygden.
Skrevet af Karsten Sommer
11. marts 2013 06:47

En række musikinstrumenter, som blev doneret til skolen efter sommerens musikfestival i Kulusuk, samt mixerpulte, trommesæt, mikrofoner m.m. blev ildens bytte. Også en større samling bøger gik tabt ved branden, fortæller skoleinspektør Lars Peter Sterling fra skolen i Kulusuk.

- Det er en rigtig ulykkelig hændelse og et stort tab for de mange musikalske børn i Kulusuk, udtaler borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, der tidligere har besøgt Musikhuset, og ved selvsyn har oplevet hvor betydningsfuldt huset, instrumenterne og undervisningen har været for børnene.

- Jeg indkalder i dag bygdebestyrelsen til møde, så vi hurtigst muligt kan lave en plan for at samle alle gode kræfter om at anskaffe nye musikinstrumenter til børnene, så undervisningen og spilleglæden kan genoptages, siger Asii Chemnitz Narup

Kommunen vil samtidig, sammen med kommunens boligselskab Iserit, gå igang med at finde en alternativ lokaleløsning for musiklivet i Kulusuk.

Skoleinspektør Lars Peter Sterling fortæller i øvrigt her til formiddag, at det strømmer ind med sympatitilkendegivelser og løfter om hjælp, blandt andet fra Island, med henblik på hurtigst myuligt at få genskabt Musikhuset i Kulusuk.