Brand i Ilulissat ikke påsat

Årsagen til den eksplosive brand påskedag på et VVS-værksted i Ilulissat er nu ved at være klarlagt - da der umiddelbart ikke er noget der tyder på, at branden var påsat.
Skrevet af Najaaraq Egede
18. maj 2011 08:30

Men da den brandtekniske erklæring endnu ikke er modtaget, kan regionslederen hos Politiet i Nordgrønland ikke komme med yderligere forklaring.

Branden på værkstedet d. 24. april var så kraftig, at der var fare for eksplosion, og området omkring brandstedet blev evakueret indenfor en radius på 100 meter. Værkstedet brændte helt ned. Det var derfor nødvendigt at tilkalde eksperter fra Danmark.

- Brandteknikerne fra Danmark har været i Ilulissat og foretage undersøgelser af brandstedet. Jeg kan fortælle, at der indtil nu ikke er noget der tyder på,  at branden skulle være påsat. Branden er formentlig startet i fyrrummet, men jeg kan først udtale mig endeligt, når den brandtekniske erklæring er modtaget, siger politikommissær i Nordgrønland Bo Borgnæs til KNR.

Branden blev først slukket efter ni timers slukningsarbejde.