Brøndbåde godt på vej

Royal Greenlands nyindkøbte såkaldte "brøndbåde", Maniitsoq og Kangaamiut, er begge på vej til Tromsø, hvorfra de sammen vil stævne mod Grønland.
Foto © : Royal Greenland
20. april 2015 13:14

I første omgang skal skibene, der er henholdsvis 30 og 40 meter lange, på et kortere ophold i Nuuk, hvor de skal igennem en mindre renovering. Derefter går turen til Maniitsoq.

Her skal de transportere levende torsk fra byens bundgarnsfiskeri, skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.

- Vi regner med, at skibene vil kunne modtage levende torsk fra bundgarnsfiskerne, når sæsonen starter om en måneds tid, og blive indhandlet på fabrikken i Maniitsoq, siger fiskerikonsulent Ole Petersen.

Torskefiskeriet vil være en fortsættelse af forrige års forsøgsfiskeri, hvor fiskene transporteres levende fra lokale fiskeres bundgarn til opbevaringsbure, hvor fiskene opholder sig i nogle dage.

Læs også Kruse: Godt i gang med at øge værdien af fiskeriet

Derefter transporteres de levende fisk med de to nye brøndbåde til fabrikken i Maniitsoq, hvor torsken produceres som Nutaaq Cod - Ny Torsk - som Royal Greenland lancerer som et nyt produkt i år.

Fabrikken i Maniitsoq holder lige nu lukket på grund af renovering, men har ellers siden september sidste år beskæftiget 80 medarbejdere, der nu skal producere torsk om sommeren og hellefisk om vinteren.

- De er sikret helårsarbejde, lyder meldingen fra Royal Greenland.