BP's borerig holdt alarm slukket

Da Deepwater Horizon blev ramt af en eksplosion, havde et alarmsystem på boreplatformen været slukket i over et år. Det fortæller en tekniker til et statsligt undersøgelseshold.
23. juli 2010 14:02

Alarmsystemet er designet til at advare arbejderne og forhindre et utilsigtet gasudslip på Deepwater Horizon. Men systemet var med vilje fuldstændig slukket, da platformen blev ramt af en eksplosion den 20. april. Det skriver avisen The Washington Post.

Eksplosionen kostede 11 mennesker livet og førte siden til det olieudslip, som har ramt Den Mexicanske Golf.

Alarmsystemet blev slået fra for over et år siden, fordi det af og til kom med falske alarmer, hvilket irriterede medarbejderne på boreplatformen. Det har tekniker Michael Williams forklaret til et statsligt undersøgelseshold, der efterforsker forholdene i forbindelse med ulykken.

Selv lykkedes det Michael Williams at redde sig væk fra Deepwater Horizon efter eksplosionen.

Ifølge Washington Post må statslige sikkerhedskontrollanter gentagne gange uddele bøder til operatørerne af boreplatformene, fordi reglerne om alarmsystemerne bliver overtrådt.