Boris Johnson mister sit flertal i det britiske parlament

Det er en skæbnedag i det britiske parlament, og muligvis ender dagen med udskrivelse af nyvalg.
Den ny premierminister Boris Johnson står stadig fast på, at Storbritannien skal træde ud af EU 31.oktober. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. september 2019 13:49

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har tirsdag mistet sit flertal i det britiske parlament.

Det står klart, efter at det konservative parlamentsmedlem Phillip Lee er skiftet til det proeuropæiske parti Liberaldemokraterne.

Den ny premierminister Boris Johnson står stadig fast på, at Storbritannien skal træde ud af EU 31.oktober, og han har suspenderet det britiske parlament fra 9. september til 14. oktober for at forhindre parlamentet i at obstruere det planlagte farvel til EU.

LÆS OGSÅ Boris Johnson vil suspendere det britiske parlament

I dag åbner parlamentet efter sommerferien for en stund, og her er der lagt op til et dramatisk opgør mellem premierministeren og hans modstandere.

I aften vil de britiske oppositionspartier således forsøge at få vedtaget et forslag, som kan forhindre, at Storbritannien går ud af EU uden en aftale.

Boris Johnson har ikke tænkt sig at følge forslaget, og truer med et nyvalg.

Et nyvalg kan fremprovokeres, hvis to tredjedele af parlamentet stemmer for.

Boris Johnsons regering har kun et flertal på et enkelt mandat, og flere af hans partifæller hos de Konservative er uenig med deres leder, og vil stemme med oppositionen.