Boris Johnson: Måske kunne krisen være håndteret anderledes

Regeringen forstod ikke alvoren af virusset i begyndelsen, siger Johnson.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, erkender nu, at der kan være ting, han kunne have gjort anderledes i håndteringen af coronakrisen. Foto © : Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. juli 2020 14:37

Den britiske premierminister, Boris Johnson, erkender nu, at der kan være ting, han kunne have gjort anderledes i håndteringen af coronakrisen.

Det siger Johnson fredag.

Boris Johnson har samtidig lovet at indlede en undersøgelse af sin håndtering af krisen.

Johnson har fået skarp kritik for sin håndtering af pandemien.

Kritikere peger på de over 45.000 coronarelaterede dødsfald i Storbritannien, den langsomme iværksættelse af test samt den sene nedlukning i forhold til mange andre lande.

Regeringens videnskabelige ekspertgruppe har tidligere vurderet, at dødstallet kunne være blevet halveret, hvis Storbritannien var gået i lockdown en uge tidligere.

I går fredag trådte en ny lov i kraft i England. Loven gør det obligatorisk at bære mundbind i alle indkøbscentre, detailforretninger og takeawayrestauranter for at begrænse spredningen af coronavirus.