Boringer på dybt vand vækker bekymring

Cairn Energy vil denne sæson lede efter olie på langt dybere vand end sidste år, og kun en af syv godkendte boringer er på lavere dybder end 900 meter. Selvstyret forsvarer planerne, men fra flere sider frygter man, at der bliver spillet hasard med miljøet.
23. maj 2011 17:30

Miljøorganisationen Avataq er blandt dem, der mener, at Selvstyret har øget risikoen unødigt på miljøets vegne ved at godkende boringer på havdybder helt ned til 1500 meter.

- Sidste år var man lidt forsigtige med ikke at bore for dybt, fordi det var lige i kølvandet på katastrofen i Den Mexicanske Golf. Men nu prøver man så at skubbe grænsen længere ud, så det bliver mere og mere risikabelt, og det synes vi ikke er forsvarligt, siger formand Mikkel Myrup.

Også hos kommunernes landsforening Kanukoka er man bekymrede for, om sikkerheden er blevet skærpet i takt med, at Cairn Energys datterselskab, Capricorn, nu rykker på dybere vand. Og formand Martha Abelsen oplyser til Radioavisen, at man på befolkningens vegne langt fra er tilfreds med dette svar, som olieselskabet indtil videre har givet dem.

- Capricorn har valgt boreenheder som rutinemæssigt opererer på dybtvandsområder. Dertil kommer, at brøndene ikke er komplicerede i hverken udformning eller anvendte boreteknikker, skriver Cairns datterselskab således i sin kommentar til kommunernes høringssvar.

Samme argumenter lyder fra Selvstyret, der i dag afviser, at man skulle slække på sikkerheden og holder fast i, at der arbejdes efter regler, der er blandt de skrappeste i verden. Desuden forsvarer naalakkersuisoq for råstoffer, Ove Karl Berthelsen, blandt andet Selvstyrets godkendelse med, at man følger i hælene på andre lande ud på de store havdybder.

- Der er faktisk foretaget dybtvandsboringer siden ulykken i Den Mexicanske Golf. I sommeren 2010 blev der således foretaget dybtvandsboringer i havet udfor Østcanada, Norskehavet og udfor Færøerne. Så, Naalakkersuisuts godkendelser af efterforskningsboringer er helt på linje med, hvad vores naboer gør, siger Ove Karl Berthelsen i en udtalelse.

Sidste år kaldte naalakkersuisoq for råstoffer boringerne herhjemme for en slags standardoperation, der ikke kunne sammenlignes med ulykkesboringen i Den Mexicanske Golf, da denne jo var en dybtvandsboring, som Ove Karl Berthelsen formulerede det. Hvilket altså nu også er tilfældet for størstedelen af de hjemlige boringer i år.

Og hos Avataq mener man, at de nye godkendelser er udtryk for et usundt forhold mellem Selvstyret og olieselskaberne.

- Der er ved at tegne sig et billede af, at Selvstyret og de her selskaber indgår en eller anden form for partnerskab på bekostning af demokratiet og miljøet. Og vi synes, det er en farlig glidebane, man er på vej ud ad, siger Mikkel Myrup.