Boringer betyder masser af farligt affald

Over 90 kilo affald til hver eneste indbygger i Aasiaat. Det er de helt håndgribelige konsekvenser af, at olieprøveboringer ved Diskoøen nu er blevet godkendt.
Skrevet af Rune Langhoff
17. juni 2010 15:16

I går fortalte de erhversdrivende i Aasiaat, at de ser frem til olieprøveboringerne, fordi de måske kan aflæses på bundlinien. Men der er også langt mere håndgribelige - og negative - konsekvenser af boringerne. Nemlig skrald, masser af skrald.

I alt kommer der i løbet af boringerne nemlig 277 tons affald til byen, hvoraf hele 161 tons er farligt affald.

Det er en ordentlig mundfuld, specielt for by med omkring kun 3000 indbyggere. Derfor var det også en del af Kanukoka høringssvar vedrørende olieprøveboringerne tidligere i år.

Dengang fastslog Kanukoka, at Qaasuitsup Kommunia ikke er i stand til at vurdere eller forberede affaldshåndteringen, fordi Cairn ikke har taget kontakt til kommunen og fordi planen for, hvad der skal ske med affaldet enten ikke er færdig eller offentliggjort.

I dag ved de ikke meget mere. Petúr Haukur Guðmundsson, seniorkonsulent med ansvar for blandt andet miljø og teknik i Kanukoka, oplyser, at der ikke var nyt i sagen, da han for 5 dagen siden var til møde med parterne.

Hans-Peder Christiansen, der er leder af servicecenteret i Aasiaat, håber under alle omstændiger, at der meget snart kommer en løsning på, hvad der skal ske med affaldet.

- Vi kan ikke håndtere så store mængder på den korte periode som prøveboringerne varer, siger han.

Han fortæller samtidig, at forbrændingsanlægget i Aasiaat på nuværende tidspunkt kan tage 10 tons affald ekstra ind om ugen.

- Derfor vil det tage os omkring 30 uger at brænde affaldet af, siger Hans-Peder Christiansen, der endelig oplyser, at man fra kommunens side er kommet med bud på, hvordan man skal opmagasinere det affald, der ikke kan bortskaffes med det samme.

Noget kan presses sammen og lægges på paller, mens det farlige affald skal transporteres væk fra Aasiaat.

Men de har altså endnu ikke hørt noget fra Cairn.