Borgmestrene samledes om bygdernes udfordringer

Til trods for økonomiske udfordringer lagde borgmestrene vægt på, at bygderne bør bevares.
Onsdag mødtes landets borgmestre til debat om blandt andet bygderne, og hvad der skal til for at bevare dem. Foto © : Gabba Olsen / KNR
20. maj 2026 13:33

Borgmestrene fra landets kommuner mødtes onsdag til debat i Katuaq i forbindelse med Future Greenland.

Debatten kom efter, at Torben M. Andersen, formand for Økonomisk Råd i Grønland, netop havde talt om de udfordringer, bygderne slås med.

Han fremhævede det, han kaldte for 'smådriftsulemper'. Udviklingen fortsætter, da mange borgere flytter til store byer som Nuuk.

Formanden mener ikke, at det er realistisk at tilbyde samme vilkår i hele landet.

- Der vil være forskel, siger han. Det handler snarere om, 'hvilke krav man realistisk kan stille' i mindre bosteder.

Lars Erik Gabrielsen (S), borgmester i Avanaata Kommunia, mente, at man ikke kun skal se på bygderne ud fra økonomisk værdi. Foto © : KNR / Markus Valentin

Men det, man kan gøre, er at sikre, at der er 'acceptable levevilkår og rimelige levemuligheder alle steder.' Det er op til politikerne at sørge for, siger han.

Det store spørgsmål er dog, om bygderne kan opretholdes på sigt.

- Det er et vanskeligt spørgsmål, sagde han.

For den 'barske realitet,' er at 'bosætningmønstret er ikke bæredygtigt,' konstaterede Torben M. Andersen.

Borgmestre forsvarer bygderne

Borgmestrene var enige i, at der er store problemer med at få bygderne til at løbe økonomisk rundt.

Men alle var enige om, at bygderne generelt skal bevares.

- Folk har boet der i generationer. Hvorfor skal folk bare tænke i økonomi, sagde Lars Erik Gabrielsen (S), der er borgmester Avannaata Kommunia.

Avaaraq Olsen (IA), borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, lagde - ligsom sin kollega i nord - vægt på, at man ikke kun skal tale om økonomi, når man argumenterer for at bevare bygderne.  Foto © : KNR / Markus Valentin

Og det fik generelt opbakning i panelet.

- Jeg er enig. Man skal ikke kun tale om økonomisk rentabelt, sagde borgmester i Kommuneqarfik Sermersooqs, Avaaraq Olsen (IA):

- Hvert sted er forskelligt og har forskellige ting at tilbyde.

Hjælp til at bygge huse

Malene Vahl Rasmussen (D), der er borgmester i Kommune Kujalleq, mente dog ikke, at kommunen selv kunne løfte det økonomiske for blandt andet at bygge huse i bygderne.

For huse i bygderne og de minder byer er generelt et problem.

- De har brug for støtte fra bankerne. Vi kan ikke gøre det alene i kommunen og naalakkersuisut, sagde Malene Vahl Rasmussen:

- Det, vi ser i Sydgrønland over de sidste par år, er, at nogen har måttet give op og flytte. Men det er heldigvis ved at vende. 

Malene Vahl Rasmussen (D), borgmester i Kommune Kujalleq, lagde fokus på udfordringerne med boligbyggeri i bygderne. Selvom der har været fraflytning fra Sydgrønland, oplever hun, at tendensen er ved at vende.  Foto © : Kommune Kujalleq

Det var ikke helt samme udfordringer landets fire borgmestre pegede på, da de skulle fortælle, hvor det vigtigste indsatsområder ligger for kommunerne.

Boligudfordringerne var dog noget, der gik igen blandt alle borgmestrene.

- Det mest vigtige (for os som kommune, red.) er at forbedre boligforholdene, sagde borgmester i Kommuneqarfik Sermersooqs, Avaaraq Olsen (IA).

Hun gentog flere gange, at boliger er nøglen til de mindre byer og bygder:

- Vi investerer i mindre byer, men der er ingen til at bygge det.

Arbejde og uddannelse

Simigaq Heilmann (D), borgmester i Kommune Qeqertalik, rettede fokus hen på arbejdskraften. Her brugte hun situationen i Aasiaat som eksempel på, at der skal sikres muligheder for arbejde. Foto © : KNR / Markus Valentin

Borgmester i Kommune Qeqertalik, Simigaq Heilmann (D), mente dog også, at det er vigtigt at kigge på muligheden for arbejde i de mindre byer:

- Jeg kigger særligt på folk i Aasiaat, for de er bekymret. De ved ikke, hvad der skal ske, og hvad der skal ske med deres fabrik, sagde hun:

- Vi ønsker at sikre mulighederne for arbejde.

Lars Erik Gabrielsen kom ind på uddannelse som en af de helt store udfordringer.

- Vi har mange der ikke går videre end folkeskolen (i vores kommune, red.), sagde han:

- Det er meget vigtigt for os at fokusere på.