Borgmester: Send intet andet end penge

Sådan lyder den usædvanlige opfordring nu fra Iqaluits borgmester, efter weekendens omfattende brand i et boligkompleks for studerende. Hjælpen er simpelthen strømmet ind.
02. marts 2012 08:08

Der har været en helt fantastisk respons til de mange studerende, som blev hjemløse ved den store brand i weekenden i Iqaluit. Det strømmer ind med mad, tøj og penge fra hele Canada. Så meget at Iqaluits borgmester Madeleine Redfern nu, igennem pressen, har bedt folk om ikke at sende mere, undtagen penge.

At branden kostede to menneskeliv er endnu ikke officielt bekræftet, men det er nu kommet frem, at der efter alt at dømme er tale om en studerendes to voksne børn. Man har dog endnu ikke fundet frem til ligene i brandtomten.

Og her gemmer sig mange uopklarede spørgsmål. Både det lokale og det føderale politi er i gang med undersøgelser, men arbejdet skrider kun langsomt frem. Den bidende frost indkapslede nemlig hurtigt efter branden igen den nu nedbrændte boligblok i is. Men spekulationerne går naturligvis på, om branden var påsat eller ej.

Alle, der har mistet deres hjem - omkring 100 mennesker, halvdelen børn og unge under 18 år - har har nu fået et midlertidligt sted at bo, enten på et af Iqaluits hoteller eller hos venner.

Mange af de studerende meldes at være stærkt traumatiserede, efter de i sidste øjeblik måtte løbe ud af de brændende huse i deres nattøj; men krisehjælpen er omfattende.

Samtidig fortsatter de lokale hjælpeaktioner, og udefra, der strømmer hjælpen altså ind i en grad, så byens borgmester nu har måttet sige: send intet andet end penge, tak.