Borgmester: Dødsulykke skal have konsekvenser

Trafiksystemet i Sydgrønland skal hurtigt op til ny vurdering. Det mener borgmester Simon Simonsen efter to mænds drukneulykke lige før jul.
30. december 2009 12:22

Siden de offentligt ejede passagerskibe, som sejlede mellem Qaqortoq, Nanortalik og øst over til Aappilattoq blev sparet væk fra begyndelsen af 2000, har der været over 10 drukneulykker. Folk tager chancer og sejler med små både i områder uden passagerbåde. Lige før jul omkom to mænd. De var på vej til Aappilattoq fra en begravelse i Nanortalik.

Simon Simonsen, borgmester i Kommune Kujalleq siger i dag, at han vil gøre sit for, at ulykken får politiske konsekvenser.

- Jeg synes det er ærgerligt, at der kunne ske noget tragisk, som vi forudså kunne ske, allerede da man fjernede skibstrafikken.

Simon Simonsen vil nu opfordre Trafikkommissionen til at arbejde hurtigt for at finde en løsning for den sydgrønlandske trafiksituation, så det bliver sikrere at færdes i Sydgrønland.