Sten Lund: Borgerne og politikerne fokuserer på forskellige områder

Borgerne har lagt vægt på de nære og bløde emner, hvorimod politikerne har haft fokus på de store projekter i valgkampen vurderer politisk kommentator Sten Lund.
24. april 2018 13:55

En lang og intensiv valgkamp lakker nu mod enden, hvor blandt andet fiskeri, selvstændighed og sociale forhold har fyldt meget i debatten.

Ud fra de spørgsmål der er blevet stillet ved vælgermøderne, har der været forskel på det, som politikerne har talt om, og det, som borgerne lægger vægt på, vurderer politisk kommentator Sten Lund:

- Man kan sige, at der er to ting, der har præget valgkampen. Hvis man ser det fra vælgernes side, har det været de nære ting som boliger og trygge rammer for børn og unge, således at de kan få sig en god uddannelse og en god levevej. Det er det, der har optaget vælgerne - hvorimod politikerne har været optaget af de store projekter som infrastrukturen og skatteforhold og andre ting, som i gåseøjne er mere hårde i forhold til de bløde punkter, der er i samfundsdebatten.

LÆS OGSÅ Rolig start på valget i Qaanaaq

LÆS OGSÅ MIO er tilfreds med valgkampen

Hvad tror du, konsekvensen af den forskel vil være, når resultatet gøres op i nat?

- Konsekvensen vil nok være i forhold til hvor vælger vælgerne at sætte deres stemme. Er det den bløde linje - set ud fra det menneskelige synspunkt, eller er det den hårde linje, hvor økonomi og selvstændighed har været på banen. Der er mange ting, der vil spille ind, og der er det også værd at bemærke, hvordan kandidatskaren har været, hvor der har været en foryngelse i nogle partier, sagde Sten Lund i middagsradioavisen til Inge S. Rasmussen.