Borgerne glæder sig til rubinminen

Naalakkersuisut godkendte i fredags True North Gems' planer for udvinding af rubiner ved Qeqertarsuatsiaat syd for Nuuk, og udsigten til nye arbejdspladser giver gode forventninger hos bygdens borgere.
Skrevet af Thora H. Nielsen
02. juni 2014 16:47

- Der er udsigt til nye og faste arbejdspladser det meste af året. Og det er vi glade for, siger Jonathan Jakobsen, der er formand for bygdebestyrelsen.

Der er lidt over 200 borgere i Qeqertarsuatsiaat, og de regner med 10 til 15 nye arbejdspladser under forberedelsesfasen og senere andre muligheder for job som minearbejdere og til servicering af minen.

- Med tanke på de mange års planlægning, undersøgelser og forsendelse af prøver til udlandet, er det på tide, at der sættes gang i minen og salget af rubinerne, siger Jonathan Jakobsen.

Han påpeger også, at de er tilfredse med den del af aftalen, der sikrer de unges muligheder for at komme i praktik. De håber på, at rubinminen kan køre i otte år eller op til 15 år, hvis der bliver fundet nye årer.

- Jeg håber, at rubinminen vil blive til gavn, ikke bare for Qeqertarsuatsiaat, men også for hele landet. Jeg håber, at vi alle kan lære noget af det her, både rent økonomisk, men også hvad know how angår, understreger han.