Borgermøder kritiseres for at misinformere

Der foreligger nu omfattende undersøgelsesresultater om Alcoa-projektet, men borgerne har efterfølgende ikke fået mulighed for at ytre sig, lyder kritikken blandt andet.
Skrevet af Jens Thorin
22. januar 2010 17:00

Grønlands natur- og miljøforening Avataq er radikal i sin kritik. Foreningens formand, Mikkel Myrup, mener, at befolkningen og beslutningstagerne er blevet misinformerede.

- Borgerne kommer til borgermøderne med en forventning om at få præsenteret sandheden om projektet. Men det kan man kun stille spørgsmålstegn ved, om de får, når man lader industrien selv informere om projektet, siger Mikkel Myrup.

Store beslutninger omkring projektet ligger forude for Inatsiartut. Der skal tages beslutning om, hvor vidt Selvstyret skal være medejer eller ej, og den endelige beslutning om projektet skal også tages.

Men det er først nu, de kritiske røster fra befolkningen kommer, og derfor mener Mikkel Myrup, at der er for lidt tid til at debattere projektet.

- Der har slet ikke været nogen bred debat i befolkningen omkring, hvad det egentlig er for en industri, som er ved at blive etableret her i landet, påpeger Mikkel Myrup.

Medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Jane Petersen blander sig nu også i debatten.

- Vi må have den basale viden på plads, skriver hun og henviser til analysen af mobiliteten i Grønland, hvor det fremgår det, at 80 procent af de adspurgte har meget begrænset kendskab eller viden omkring aluminiumsprojektet.

I resultatet af mobilitetsundersøgelsen fremgår det også, at 67 procent af de adspurgte har meget begrænset kendskab eller viden om minedrift i Grønland.

- Derfor bør der være mere tid til at drøfte aluminiumsprojektet og minedrift generelt, skriver Jane Petersen.

Men naalakkersuisoq for erhverv Ove Karl Berthelsen maner til ro. Der er tid nok til at diskuttere de forskellige aspekter i projektet, siger han:

- Vi skal også gennemlæse og bearbejde de mange rapporter, vi får. Det får befolkningen også lejlighed til. Den normale høringsproces går i gang, sådan som den plejer i forhold til Inatsisartut, så befolkningen, interessanterne og virksomhederne kan komme med deres indsigelser. Vi har derfor ikke sat os fast på, hvornår den nye viden skal op til Inatsisartut. Der skal være kvalitet i beslutningsgrundlaget, siger Ove Karl Berthelsen.