Bommert afslører indbrudstyv

Bommert afslører gerningsmanden bag tirsdagens indbrud i Selvstyret.
Skrevet af Mads Ullerup
01. december 2011 16:05

De to indbrud i Selvstyret i tirsdags ser nu ud til at være opklaret efter at den formodede gerningsmand har begået sit måske livs største bommert på internettet.

Kostbare knive med skæfter af narhvalstand blev nemlig kort tid efter indbruddet solgt via internettet, oplyser Kasper Berthelsen, der er vagthavende hos politiet.

- I går fik vi oplysninger om, at der muligvis var nogle effekter til salg på nettet, der kunne have noget med indbruddet i Selvstyret at gøre, fortæller Kasper Berthelsen.

Den formodede gerningsmand havde solgt nogle af tyvekosterne til en person, der efterfølgende forsøgte at videresælge tingene på ineternettet.

- Ved de efterfølgende afhøringer i dag, kom vi frem til, at det var den rette mand, vi havde fat i, siger Kasper Berthelsen.

Ifølge politiets oplysninger har den 33-årige mand arbejdet alene og stået bag begge indbrud, der blev begået i tirsdags i Selvstyrets bygninger.

Politiet tilbageholder i forvejen to andre yngre mænd, der er sigtet for indbruddet i Selvstyret for fem uger siden. De to sager ser dog ifølge politiet ikke ud til at have noget med hinanden at gøre.

- På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at de to indbrud har noget med hinanden at gøre, siger Kasper Berthelsen.

Personen der købte de stjålne effekter på nettet kan også se frem til en sigtelse for hæleri, oplyser politiet.

Den 33-årige mand, der er sigtet for de to seneste indbrud i Selvstyret bliver fremstillet i et grundlovsforhør klokken 19 i aften.