Overblik: Bombetrusler lukkede danske lufthavne og indkøbscentre

Både Aarhus og Roskilde Lufthavn blev mandag eftermiddag evakueret og lukket i et par timer.
Foto © : Google
Skrevet af Ritzau
17. oktober 2016 14:49

I to-tre timer var Roskilde Lufthavn i Tune og Aarhus Lufthavn i Tirstrup mandag eftermiddag lukket på grund af bombetrusler.

Flere steder i landet modtog lufthavne, indkøbscentre, sygehuse og andre institutioner mails med bombetrusler. De første indløb til de to lufthavne samt Vestsjællandscentret i Slagelse og Ro's Torv i Roskilde.

Begge lufthavne og de to indkøbscentre blev evakueret, mens bombehunde gennemsøgte dem for sprængstoffer. Sidst på eftermiddagen kunne Østjyllands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi oplyse, at de to lufthavne er gennemsøgt, uden at man har fundet bomber eller sprængstoffer.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver kort før klokken 17, at man håber snart at kunne åbne Ro's Torv igen. Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vurderer vagtchefen, at Vestsjællandscentret i Slagelse tidligst vil kunne åbnes ved 19-tiden.

I København blev der sendt bombetrusler mod flere steder, blandt andet lufthavnen i Kastrup, Rigshospitalet og Københavns Universitet samt flere indkøbscentre. Desuden blev Odense Universitetshospital udsat for bombetrussel. Hverken Københavns eller Fyns Politi valgte dog at foretage evakueringer, da de truende mail var sendt af sammen afsender og havde samme ordlyd.

Mandag aften dansk tid er en 28-årig mand blevet anholdt i forbindelse med truslerne. Det skete i Slagelse på Sydsjælland, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Image removed.