Bomberne faldt tæt på Gaddafis hjem

Danske F-16-fly var i nat igen på vingerne i luftrummet over Libyen.
Skrevet af Karsten Sommer
21. marts 2011 06:54

I går blev en bygning tæt på Gaddafis hjem i Tripoli totalt ødelagt, ligesom der også blev meldt om sorte røgskyer, der steg til vejrs nær Gaddafis bolig.

Men det amerikanske militær afviser, at man med angrebene i Libyen forsøger at dræbe landets leder.

De vedvarende luftangreb fra koalitionen bliver nu kritiseret af Den Arabiske Liga, der ellers har støttet aktionen.

Ligaen sætter blandt andet spørgsmålstegn ved behovet for de kraftige angreb, der ifølge chefen for sammenslutningen, Amr Moussa, har kostet civile liv.

Udenrigsminister Lene Espersen afviser, at den internationale koalition går for aggresivt til værks med bombningerne i Libyen.

- Hele verden har råbt op om, at det internationale samfund skal gribe ind, og når man så griber ind, så begynder man straks at kritisere det. Vi må holde fast i at det er den rigtige beslutning, der er truffet, siger Espersen her til morgen.