Bolden ligger hos Selvstyret

Medlemmer af Attaveqaat, der på 13. døgn strejker i protest over deres lønforhold, har nu afleveret et forhandlingsudspil til Grønlands Selvstyre.
Skrevet af Louise M. Kleemann
13. december 2011 12:55

- Vi vil gerne genoptage forhandlingerne med Grønlands Selvstyre derfor har vi afleveret et udspil, som modparten forhåbentlig kan forholde sig til, siger formand for Attaveqaat Jonathan N.K. Petersen.

Har i slækket på nogle af jeres krav?

- Ja, det har vi gjort i håb om, at modparten vil vise den samme samarbejdsvilje. Vi har i hvert fald gjort vores, siger Jonathan N.K. Petersen.

Nu er det jo snart jul, er det derfor i har slækket på jeres krav?

- Nej, vi har gjort det for at vise vores gode vilje, siger Jonathan  N.K. Petersen.

Men tiden arbejder for Grønlands Selvstyre, der i modsætning til teknikerne i Attaveqaat ikke behøver at få pengene til at række til alskens juleudgifter.

Om Grønlands Selvstyre vil acceptere teknikernes bud vil forhandlingsafdelingen ikke sige noget om.

Begge parter holder nemlig kortene tæt ind til kroppen, og har ikke ønsket at oplyse om de nærmere detaljer ved forhandlingerne.