Boghandel hærget af indbrud

Syv gange inden for ni måneder har Neriusaaq Boghandel i Tasiilaq været udsat eller forsøgt udsat for indbrud.
Skrevet af Jette Andersen
30. januar 2012 06:08

Seneste forsøg var i onsdags, skriver Gerda Vilholm, der skriver om begivenhederne i Tasiilaq på sin hjemmeside, Sukagsaut.

Så vidt det forstås, så er der ingen forklaring på, hvorfor det lige præcis er boghandlen, der er skydeskive for indbruddene.

Ved indbruddet i onsdags nåede tyvene ikke at tage noget med sig, fordi alarmen gik i gang. Alarmen ringer også til medarbejdere, og da de nåede frem, var tyvene for længst væk. De var flygtet ud af bagindgangen.

- Der er alt for mange indbrud i Tasiilaq. Hjælp med at opklare, hvem indbrudstyvene er, skriver Gerda Vilholm på sin hjemmeside.