Børn med sindslidelser får ny døgninstitution i Nuuk
Om et par år vil en splinterny døgninstitution for børn med sindslidelser stå klar i Nuuk.
Det er i hvert fald planen, efter at Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg for nylig har godkendt en anmodning fra naalakkersuisut om flere penge til projektet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Departement for Boliger og Infrastruktur.
- Det glæder mig at arbejdet med den nye døgninstitution i Nuuk nu kan igangsættes. Der er tale om et komplekst projekt, hvor der er lagt stor vægt på at skabe gode fysiske rammer tilpasset børnenes særlige behov, lyder det fra Hans Peter Poulsen, der er naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, i pressemeddelelse.
Letter et område under pres
Den særlige døgninstitution har været på tegnebrættet i et stykke tid, men med den nye bevilling kan man altså endeligt sætte gang i det faktiske byggeri.
Og det glæder naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede (IA), der er også er blandt de politiske drivkræfter bag projektet:
- Døgninstitutionsområdet er under pres, og vi har set en stigning i antallet af døgnanbragte børn. Opførelsen af en ny døgninstitution i Nuuk for børn med sindslidelser vil øge kapaciteten på døgninstitutionsområdet, siger han i pressemeddelelsen.
Den nye døgninstitution, der bliver bygget i Nuussuaq i Nuuk, skal efter planen rumme 20 pladser fordelt på tre afdelinger. Herudover skal der være en afdeling med kontorer og et aktivitets- og læringshus.
Målgruppen vil være børn i fra otte til 18 år, der udover behov for døgnanbringelse også behøver pædagogisk- og psykiatrisk udredning. Målet er, at institutionen skal være klar til brug fra august 2026.