Boenhed for børn hyldes

Boenheden for udsatte børn i Nuuk, Ilasiaq, gør sit arbejde rigtigt godt. Det er resultatet, efter danske SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har evalueret, hvordan det går på stedet. Det skriver det danske fagblad Socialpædagogen.
05. juli 2013 09:05

I efteråret 2011 blev boenheden Ilasiaq oprettet i Nuuk som et socialpædagogisk botilbud for socialt udsatte børn og unge under 18 år. Det er en del af den selvejende institution Mælkebøttecenteret.

- Ilasiaq fremstår som en velfungerende, nutidig institution. Den bygger videre på de tanker om børn og børneforsorg, som de seneste år har været fremherskende i Grønland. Det meste af personalet i Ilasiaq er ikke uddannet til at arbejde med behandlingskrævende børn, men de har lært at tackle opgaven alligevel, lyder en af konklusionerne i SFI's rapport.