Microsoft: Blokering er almindelig sikkerhed

Det er en almindelig sikkerhedsprocedure at blokere e-mails, når der er malware eller virus på spil, som det er sket med det grønlandske Selvstyre. Det skriver Microsoft i en mail til KNR.
Foto © : Flickr/ Ministerio TIC Colombia
21. februar 2018 15:44

Selvstyrets e-mailsystem blev i januar offer for en virus eller såkaldt malware, og det betyder, at Selvstyret bliver blokeret af Microsoft, når de forsøger at sende digital post til private borgere, der har en gratis e-mail fra Microsoft.

Og det er almindeligt at lave sådan en blokering i sådan en situation, skriver Microsoft.

- Vores systemer lukker ned i tilfælde af malware, når en konto misbruges for at beskytte modtagerne.

Når angrebet er stoppet og sikkerheden er genoprettet kan Microsoft fjerne blokeringen. Og ifølge It-chef i Selvstyret, Tony Ditlevsdal, har man forsøgt at få fjernet blokeringen siden angrebet skete i slutningen af januar.

LÆS OGSÅ Microsoft har blacklistet den grønlandske regering

Men det er ikke lykkedes, og det beklager Microsoft, skriver de i mailen til KNR.

- Vi forstår, at IT-chefen har været i dialog med vores support, og vi er kede af, hvis vores support ikke har kunnet hjælpe. Vi vil opfordre ham til at kontakte os med sit supportsagsnummer, så vil vi gerne dykke yderligere ned i sagen, skriver Microsoft Danmark.

Det er borgere med e-mail hos hotmail, livemail og outlook.dk, der ikke kan modtage mails fra Selvstyret.