Blok med 25 boliger nedlægges efter brand

Efter en påsat brand i en 5 etagers blok i Qaqortoq om morgenen juleaftensdag, er det besluttet, at blokken med 25 boliger skal nedlægges. Det fortæller kundechef hos INI A/S Kujataa, Mogens Fontain.
Brand Qaqortoq
Foto © : Aleqa Ottosen
Skrevet af Jørgen Semionsen
08. januar 2018 11:22

Siden branden i blokken om morgenen juleaftensdag har medarbejderne i INI A/S haft travlt.

- Vi har fra starten taget sagen her meget alvorligt, siger Mogens Fontain.

Alle beboerne skal nu fraflytte blokken.

- På baggrund af branden er det besluttet, at blokken nedlægges, som den ser ud. Og beboerne tilbydes andre boliger.

LÆS OGSÅ Mange familier evakueret efter brand i blok J

Den store beslutning er taget, fordi bygningen efter branden ikke længere lever op til reglerne om, at der er skal være to udgangsmuligheder.

- I henhold til brandmyndighedens afgørelse er blokken ubeboelig. Det er af hensyn til, at der skal være 2 flugtveje inden for 25 meter på svalegangene. Og det er ikke muligt i det her tilfælde, siger Mogens Fontain.

Der er 25 boliger i blokken. Efter branden blev 7 husstande på i alt 18 personer genhuset i møblerede boliger.

- Vi er forpligtet til at opnå, at de bliver genhuset i lignende boliger snarest muligt. Der er stor boligmangel i Qaqortoq. Men vi arbejder hurtigst på at sikre disse boliger, siger kundechefen.

En 23 årig ung mand er i politiets varetægt til den 21. januar for ildpåsættelse af Blok J i Qaqortoq.