Blok 17-sag endelig slut

Grønlands Landsret stadfæstede i dag dommen i blok 17 mordsagen i Nuuk, hvor den 20-årige drabsmand havde anket punkterne om vold og længden af afsoningen.
Skrevet af Jette Andersen
19. september 2013 15:11

I juni måned stod tre unge mænd i alderen mellem 17 og 20 år tiltalt i sagen om drabet på en 26-årig mand. Et drab, der blev begået sidste år. En stod tiltalt for selve drabet, mens han sammen med de to andre, stod tiltalt for vold, der blev udøvet op til at drabet blev begået.

Den nu dømte drabsmand på 20 år, blev af Sermersooq Kredsret idømt forvaring på ubestemt tid i en psykiatrisk anstalt i Danmark eller nærmere bestemt i Anstalten ved Herstedvester.

Og den dom valgte Landsretten altså at stadfæste. Og det er senioranklager Lars Kirkegaard godt tilfreds med.

- Det er en stadfæstelse af Kredsrettens dom, og i det hele taget kommer det ikke rigtig bag på os. Det resultat har ligget i kortene fra start.

Den 20-årige drabsmand ankede punkterne om de to voldsforhold, der forløb forud for drabet, som han gerne ville frikendes for, og så havde han også anket foranstaltningsspørgsmålet, altså hvor længe han skal afsone. Men:

- Også Landsretten fandt at det var nødvendigt, at tiltalte blev idømt forvaring på en psykiatrisk ledet anstalt i Danmark, oplyser Lars Kirkegaard, der er meget tilfreds med politiets store indsats i sagen.

- Det har været en stor sag for politiet at efterforske. Det var ikke nogen nem sag fra start og som sagen åbnede sig, så viste det sig, at det var mange efterforskningsskridt, der skulle foretages, tekniske undersøgelser og vurderinger hen ad vejen.

Det betyder at kriminalsagen mod tiltalte er endelig slut nu. Det næste der nu skal ske, er at få den 20-årige hurtigst muligt til Herstedvester i Danmark, hvor han skal forsætte med at afsone sin dom.

Forsvareren gik ellers, ligesom sidst, efter 8-10 år i anstalt i Grønland og henviste til, at det var den første alvorlige forbrydelse som den nu drabsdømte, har begået.

Før dommerne skulle votere, fik den 20-årige drabsmand lov til at sige nogle sidste ord. De blev: "Jeg ærgrer mig".

I juni tilkendte Sermersooq Kredsret ellers afdødes tre nære familiemedlemmer; en mor, en far og en bror, hver 100.000 kroner i erstatning. Det ændrede Grønlands Landsret til et familiemedlem. Nemlig broren, der har levet hele sit liv med afdøde, undtagen da han var på efterskole i et års tid, var den eneste, der fik tilkendt erstatning.