De to grønlandske bjergbestigere, Nick Nielsen og Jacob Wetche, kommer ikke til at stå på toppen af verdens næsthøjeste bjerg, K2 i Kashmir på grænsen til Kina.
Vejret har ikke været med de to grønlandske eventyrere, men det var ikke den vigtigste grund til, at de stoppede forsøget. Derimod er der efterhånden så mange mennesker på bjerget, at der jævnligt kommer voldsomme stenskred.
- I går blev en bekendt af Nick evakueret med kraniebrud efter stenskred. Det var dråben. De er mætte af eventyr og glade for at have truffet den svære beslutning om at vende hjem, skriver Nick Nielsens kæreste Hanne på parrets hjemmeside inuk.dk