Biologerne tager højde for torskenes placering

For første gang er anbefalingerne inddelt i biologiske rådgivninger for dels det indenskærs - dels det udenskærs fiskeri efter torsk. Det er sket efter ønske fra Selvstyret.
13. juni 2012 08:15

Grønlands Naturinstitut har nu afleveret sine anbefalinger om torskefiskeriet ved Øst- og Vestgrønland for næste år.

Taget under ét anbefaler biologerne, at forsigtighedsprincippet følges indenfor torskefiskeriet. Og det gælder både indenskærs og udenskærs, fordi der fortsat hersker usikkerhed omkring bestandenes størrelse og udnyttelsesrate.

Derfor lyder den biologiske anbefaling for torskefiskeriet indenskærs på maksimalt 8.000 tons i 2013, der er fastsat som et gennemsnit af de seneste 10 år indenskærs fiskeri.

For det udenskærs torskefiskeri anbefales det fortsat, at der ikke fiskes direkte på bestanden, der er på et lavt niveau sammenlignet med 1990'erne.

Siden 2005 har der ifølge Naturinstituttet været tegn på mindre forbedringer for bestanden, men for at beskytte gydebestanden ved Østgrønland - der sikrer, at der kommer nye torsk ved Vestgrønland - anbefales det, at der ikke sker noget fiskeri.

Biologiske undersøgelser, foretaget sidste år, har vist en stor forekomst af torsk fra årgang 2009. Derfor er det vigtigt, at følger udviklingen af disse torsk fremover, fordi de menes at have potentiale til et fornuftigt torskefiskeri ved Vestgrønland, mener Naturinstituttet.