Biologerne: Der skal fanges færre rejer

Biologerne i Grønlands naturinstitut Pinngortitaleriffik anbefaler at kvoten for rejer bliver reduceret med 25 procent i Vestgrønland.
Skrevet af Noah Mølgaard
04. november 2011 11:23

Rejebestanden i Nordatlanten er blevet markant mindre i løbet af få år. Kvoterne er blevet reduceret med 40 procent i New Founland i løbet at to år. Nu anbefaler biologerne, at kvoten i Vestgrønland bliver reduceret med 25 procent.

Biologerne anbefaler at rejekvoten i Vestgrønland bliver reduceret fra 120.000 tons til 90.000 tons.

Biologerne har registreret faldende mængder af rejer siden 2005 og der kommer ikke så mange små rejer samtidig med at fiskeriet får større konkurrence fra torsk, lyder nogle af forklaringerne på tilbagegangen i rejebestanden.

- De biologiske undersøgelser viser en markant stigning af små torsk, hvilket med stor sandsynlighed vil øge dødeligheden i rejebestanden, fordi torsk spiser rejer, siger afdelingsleder i Pinngortitaleriffik Helle Siegstad i forbindelse med rådgivningen for næste års kvoter for rejer.

Undersøgelser viser også at klimaændringer har ramt koldvandsrejerne. Det er specielt i Canada, at varmere temperaturer rammer rejebestanden. Det er også en af årsagerne til at rejekvoterne er reduceret med 40 procent fra 2010 til 2012.

Den biologiske rådgivning for Østgrønland er uændret på 12.400 tons.

Det er Naalakkersuisut, der i sidste ende fastsætter kvoterne. Den biologiske rådgivning for Vestgrønland var på 120.o00 tons for 2011, og Naalakkersuisut satte kvoten på 124.000 tons.

53 procent af kvoten tilfalder det havgående fiskeri, mens det kystnære fiskeri får 43 procent af kvoten. EU fik en kvote i Grønland på 4.000 tons i 2011, som følge af partnerskabsaftalen.