Biologer: Det er vigtigt at følge den biologiske rådgivning

Hvis rejefiskerne i Grønland fortsat skal kunne tjene til deres levebrød, er det vigtigt, at man følger den biologiske rådgivning for rejer. Sådan lyder meldingen fra Grønlands Naturinstitut.
Skrevet af Mads Lynge
10. november 2009 17:41

Fiskerne i Vestgrønland må højest fiske 110.000 tons næste år. Sådan lyder rådet fra biologerne fra Grønlands Naturinstitut.

Ellers kan det få konsekvenser, siger leder af afdeling for fisk og rejer i Grønlands Naturinstitut, Helle Siegstad:

- Man løber en risiko. Rådgivningen er jo baseret på bæredygtighed. Al biologisk rådgivning er baseret på bæredygtighedsprincippet, så risikoen er større, jo længere væk man er fra rådgivningen, siger Helle Siegstad.

Rådgivningen kommer efter det seneste møde i Den Nordvestatlantiske Fiskeriorganisation NAFO, og Det Internationale Havforskningsråd ICES.

Rejebestanden har i årene 2005 til og med 2008 været faldende, men tal for i år viser, at faldet er stoppet.

Tilgangen af små rejer har dog gennem flere år været lavt, hvorfor biologernes rådgivning for næste år vil være det samme som for i år.

Det skal gøres for at sikre bestandens bæredygtighed. Men i perioden 2005 til og med 2008 er der blevet fanget gennemsnitligt 150.000 tons pr. år.

- De store fangster i den periode var båret oppe af meget store forekomster af 2-årige rejer i 2001. I de sidste 5 år har vi haft få små rejer, og det er det, vi begynder at tro, vil slå igennem i fiskeriet i det kommende år, siger Helle Siegstad.

Rådgivningen for Østgrønland forbliver uændret og vil for 2010 være på 12.400 tons.

I år forventes fangsterne i Vestgrønland at havne på 135.000 tons rejer.