Binzer skuffet over borgermøder

I tre ud af fire byer - i Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik - møder kun mellem 25 og 30 borgere op til Air Greenlands borgermøder. Det sker, samtidig med at borgmester i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen, mandag fik overrakt 1179 protestunderskrifter over den nuværende trafikale situation i landsdelen.
19. april 2011 07:27

Det er ikke just en højtflyvende direktør for Air Greenland A/S, der disse tage turer rundt i Sydgrønland for at møde politikere, erhversfolk, studerende og andre indbyggere til en snak om flypriser, ruter og generel debat om trafikforholdene.

I tre ud af fire byer -  i Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik - er der nemlig kun mødt mellem 25 og 30 borgere op til borgermøderne.

Det sker, samtidig med at borgmester i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen, mandag fik overrakt 1179 protestunderskrifter over den nuværende trafikale situation i landsdelen.

Misforholdet mellem protestbunken og fremmødet ved borgermøderne undrer den adm. direktør for Air Greenland, Michael Binzer.

- Jeg synes, at det er lidt for let at sætte sin underskrift og være kritisk uden at møde op til de borgermøder, der rent faktisk er, siger han.

Michael Binzer mener, at indbyggerne ikke interesserer sig for, hvordan priserne blandt andet bliver fastsat og derfor for hurtigt for sat sine underskrifter i protest.

-  Jeg tror, det skyldes, at indsigten i de trafikale forhold i Sydgrønland er meget ringe. Man har meget lidt forståelse for, hvordan servicekontrakten i Sydgrønland er skruet sammen og den betaling, som Air Greenland får for at trafikere Sydgrønland, siger han til KNR.