Binzer roser Naalakkersuisut

Air Greenland’s topchef, Michael Binzer, konstaterer i et interview med branchemagasinet Travel People, at det politiske regimeskifte i Grønland i juni 2009 har betydet et langt mere professionelt dialog-niveau mellem Naalakkersuisut og Air Greenland end, hvad man tidligere havde været vant til.
Skrevet af Karsten Sommer
25. november 2011 07:40

- Selvfølgelig kan vi ikke være enige om alting, men den forløbne tid med det nye Naalakkersuisut har vist, at der er plads til forskellige opfattelser, og alene det forhold er i sig selv positivt, siger Binzer til Travel People.

- I samme interview noterer Michael Binzer, at processen med at sænke koncernens omkostninger har betydet, at - citat:  ”Air Greenland nu har forladt sin position som et beskyttet driftsmonopol til i stedet at være en konkurrencedygtig luftfartskoncern", og påpeger at det ikke kun gælder den almindelige passagertrafik, men i lige så høj grad satsningen på offshore-aktiviteterne, som han karakteriserer som ”et kæmpemæssigt udviklingsområde”.

Air Iceland er i dag den eneste mærkbare konkurrent til Air Greenland. Det islandske luftfartsselskab har, oplyser Travel People,  en markedsandel på 14-15 pct., hvad angår flytrafikken til og fra Grønland.