Billet til Nanortalik skal lokke værtsfamilier

Det er blevet mindre populært blandt familierne i Roskilde Kommune at åbne dørene for grønlandske gæsteelever fra Kommune Kujalleq.
Skrevet af Karsten Sommer
12. marts 2014 08:11
I maj får Roskilde Kommune endnu en gang besøg af børn fra sin grønlandske venskabsby, Nanortalik. 
 
Venskabet mellem de to kommuner har eksisteret siden 1966, og gennem årene har hundredevis af elever fra Nanortalik og Roskilde besøgt hinanden.
 
Tidligere har det været næsten problemløst at finde værtsfamilier til børnene fra Grønland, men i de seneste år har arrangørerne kunnet konstatere, at der er blevet færre værtsfamilier i Roskilde, som har lyst til at åbne dørene til hjemmet for en elev og dermed yde et bidrag til samarbejdet mellem de to byer.
 
Så nu efterlyser kommunen gæstfri familier med børn i 5. klasse, der gerne vil have en grønlandsk elev boende hos sig et par uger i maj.
 
Og for at lokke flere gæstfri værter frem, har kommunen lavet en konkurrence, hvor Roskilde-børn kan deltage i lodtrækningen om en tur til Nanortalik til august.
 
Kravet er, at man er bosiddende i Roskilde Kommune og går i 5. klasse under værtsskabet.
 
Så håber kommunen at den lokkemad vil få flere på banen, når Nanortalik-børnene skal indkvarteres til maj.