Bil falder gennem isen

En olietransport med 900 liter dieselolie i en lukket tank er faldet gennem isen og sunket ved Paakitsoq nord for Ilulissat.
Skrevet af Noah Mølgaard
31. maj 2011 08:17

Det var entreprenøren Ístak, der bygger vandkraftværket, der havde et uheld i forbindelse med transport af dieselolie. Det viste sig at isen var tyndere end først antaget. En bil, der var ved at transportere 900 liter dieselolie gik gennem isen i området Paakitsup ilorlia.

- Uheldet skyldes formentlig en kombination af, at isen på uheldsstedet var tyndere end forudsat og at isen på grund af de stigende temperaturer er ved at være svag, oplyser tilsynsmand Ole Kristensen til Nukissiorfiits hjemmeside.

Ìstak oplyser overfor KNR, at der ikke skete personskade ved uheldet. Føreren af bilen reagerede hurtigt og kom ud af bilen inden den gik gennem isen og sank. Men der ligger nu mindst 900 liter dieselolie på havbunden i Paakitsup ilorlia.

- Tanken med dieselolie var en lukket beholder. Der er derfor ingen synlig forurening, men når isen er smeltet vil de miljømæssige konsekvenser af uheldet blive undersøgt, oplyser Nukissiorfiit.