Biennaleudstilling åbnede på Kulturnat

Grønland fyldte ekstra meget i den københavnske kulturnat i år. Dansk Arkitektur Center benyttede nemlig lejligheden til at åbne den store arkitektur-biennaleudstilling Possible Greenland.
Skrevet af mlk
14. oktober 2013 06:35

Det var kulturminister Marianne Jelved, der åbnede udstillingen, som er blevet omdøbt til 'Grønland – Sæt kursen mod verdens centrum’.

-  Grønland er ikke bare et dansk-grønlandsk samtaleemne. Det er jo et verdens samtaleanlæg. Grønland er jo en del af verden, og i virkeligheden Grønland meget centralt placeret. Midt i mellem alle de udviklede lande ligger Grønland, som et slags anker, sagde kulturministeren om udstillingen, som kommer med en række bud på, hvordan Grønland kan udvikle sig i fremtiden.

Ingen udstilling om Grønland har nogensinde tidligere samlet så meget opmærksomhed. 148.000 mennesker så den i Venedig sidste sommer, 7000 mennesker så den i Katuaq, da den blev vist der. Og også opbuddet på aftenens kulturnat var massivt.

-  Rigtig mange mennesker vidste ikke, hvad Grønland var, og nu har de fået et klart indtryk af, at Grønland findes. Og i Grønland har det været vigtigt at se, at Grønland ikke er så specielt et eksempel, som mange tror. Grønland er ikke en ejendommelighed. De temaer, som Grønland snakker om, er også vigtige for 148.000 folk fra hele verden, fordi de står i nøjagtig de samme dilemmaer, siger udstillingens kurator, professor i geologi Minik Rosing.

En af dem, der har fulgt arbejdet med udstillingen meget tæt er borgmester Asii Chemnitz Narup, som holdt tale ved aftenens åbning. Hun håber udstillingen kan bidrage til, at folk får øjnene op for Grønland.

 Grønland bidrager rigtig meget til Rigsfællesskabet, og Grønland er med til at være en platform for Danmark til at agere i Arktis. Og netop i disse år er det rigtigt vigtigt, siger hun.

Mange af gæsterne fra åbningen benyttede lejligheden til at fortsætte mod kulturnatten i Det Grønlandske Hus, som bød på lammesuppe, polkadans, koncert med Mads Lumholt og livetegning med Nuka Godtfredsen. Kulturnatten udgør et af husets største kulturarrangementer, og klokken 21.30 havde antallet af besøgende allerede rundet 800.

Samtidig holdt også både IA og Siumut i Folketinget åbent hus. Mens man hos Johan Lund Olsen kunne få en snak om uran og lytte til sangerinden Malu Rohmann, så kunne man hos Siumut blive klogere på sælfangst og høre Small Time Giants.