Bidrag til IWC skal kunne spores

Det er slut med bundter af pengesedler i kuverter, når de 89 medlemslande betaler deres bidrag til Den Internationale Hvalfangstkommission i fremtiden. Nu skal regeringerne indbetale årskontingentet via en bank, så pengene kan spores.
Skrevet af Ritzau
15. juli 2011 09:51

Et sæt nye regler skal på britisk initiativ gøre op med bestikkelse og forhindre Japans påståede køb af stemmer blandt fattige ulande i Hvalfangstkommissionen IWC.

Samtidig skal arbejdsgangene moderniseres, så organisationen bliver mere åben og kommer til at ligne andre internationale samarbejdsorganisationer. Det blev de vigtigste resultater af IWC's årsmøde, der sluttede torsdag på kanaløen Jersey, skriver Ritzau.

Danmark kom igen i år ufrivilligt i det internationale projektørlys og blev hængt ud for at modarbejde, at kritiske røster i de grønne organisationer kommer til orde.

Den danske hvalkommissær, Ole Samsing, bliver fra flere sider beskyldt for at prøve at indskrænke miljøorganisationernes ret til at tale på de årlige hvalmøder. Et afsnit i det nye regelsæt, som skulle give ngo'erne en større rolle på IWC-møder, måtte udelades på grund af dansk modstand, rapporterer BBC.

- Vi har set, hvor fanatiske og uansvarlige nogle ngo'er kan være, sagde Samsing ifølge flere kilder til de delegerede med henvisning til den yderliggående miljøaktivist Paul Watson fra Sea Shepherd Conservation Society.