Biden-valgsejr i Georgia er bekræftet efter omtælling

En manuel genoptælling af stemmerne i Georgia har fundet sted de seneste dage. Den viser, at Biden har vundet.
Joe Biden har siden lørdag kunnet kalde sig USA's kommende præsident. Han ender med 306 valgmænd mod Donald Trumps 232, skriver amerikanske medier. (Arkivfoto). - Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Ifølge amerikanske medier har Joe Biden vundet valget med 306 valgmænd mod Donald Trumps 232. Foto © : Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Skrevet af Ritzau
20. november 2020 09:24

En genoptælling af stemmer ved præsidentvalget er slut i Georgia, og resultatet ændrer ikke på Joe Bidens sejr i den amerikanske svingstat.

Det bekræfter den republikanske delstatsminister Brad Raffensperger i en erklæring torsdag lokal tid.

Omtællingen af cirka fem millioner stemmer blev foretaget, fordi resultatet mellem de to præsidentkandidater var meget tæt.

Før den manuelle omtælling viste uofficielle resultater, at Biden førte over præsident Donald Trump med 14.000 stemmer.

- Revisionen bekræftede, at den oprindelige maskinoptælling var nøjagtigt og fandt vinderen af valget, siger Raffensperger i en erklæring.

Raffensperger forventes formelt at bekræfte Bidens sejr fredag.

Små fejl og udsving blev opdaget

Efter delstatsministerens udmelding erklærer nyhedsbureauet AP også Biden som vinder i Georgia, hvor der var 16 valgmænd på spil.

Hvis sejrmarginen er mindre end en halv procent kan den tabende part stadig kræve en ny optælling. I så fald gøres det ved hjælp af skannere betalt af staten, skriver AP.

Tirsdag opdagede to af delstatens i alt 159 amter et antal stemmer, der ikke var blevet medregnet i første omgang. De nye stemmer fik dog ikke nogen indflydelse på det endelige resultat.

I amtet Fayette for eksempel var der ifølge nyhedsbureauet AP tale om 2755 stemmer, som ikke var blevet indregnet i resultatet.

Det skyldtes, at et hukommelseskort ikke var blevet uploadet korrekt. Den manuelle optælling af stemmerne viste, at 1577 gik til Trump, mens Biden fik 1128. De resterende gik til andre kandidater.

Georgia blev før valget anset som en svingstat, hvor valgresultatet ikke var givet på forhånd.

Donald Trump har endnu ikke erkendt valgnederlaget til Joe Biden, der af flere store amerikanske medier blev udråbt som vinder 7. november.

Trump har uden at fremlægge konkrete beviser flere gange sagt, at han er blevet frarøvet sejren på grund af valgsvindel.

Trump og Det Republikanske Parti har derfor bebudet søgsmål mod stemmeoptællingen i Georgia og andre delstater.

Ifølge amerikanske medier har Joe Biden vundet valget med 306 valgmænd mod Donald Trumps 232.

/ritzau/Reuters