Biden nominerer første kvindelige finansminister

Den tidligere centralbankchef Janet Yellen er nomineret til posten som Joe Bidens finansminister.
Den 74-årige Yellen er længe blevet opfattet som en af favoritterne til posten som finansminister.  Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
01. december 2020 07:54

USA's kommende præsident, Joe Biden, har mandag nomineret den tidligere centralbankchef Janet Yellen som sin finansminister.

- Janet Yellen er nomineret til posten som finansminister. Hvis hun bekræftes til posten, bliver hun den første kvinde, der kommer til at lede finansministeriet i dets 231 år lange historie, skriver Bidens overgangsteam i en erklæring.

Den 74-årige Yellen, der er økonom, er længe blevet opfattet som en af favoritterne til posten som finansminister. Hun var også den første kvindelige chef for den amerikanske centralbank.

Hun afløste i februar 2014 Ben Bernanke på posten, og hun blev selv afløst i i februar 2018 af Jerome Powell.

Verdens største corona-udbrud

Som finansminister er hun udset til at lede genopretningen af økonomien efter covid-19 pandemien.

Der er sket et massivt fald i væksten, og mens millioner af amerikanere har mistet deres job på et tidspunkt, hvor USA kæmper med at komme sig efter verdens største covid-19 udbrud.

Massive stimulus-pakker er blevet godkendt tidligere, hvilket har dæmpet nogle af de økonomiske følger af pandemien, men Yellens store opgave bliver at få brudt et beslutningsdødvande i Kongressen omkring yderligere økonomisk hjælp til ofrene for pandemien.

Leder af økonomisk råd

Biden har også offentliggjort, at Neera Tanden, som leder den liberale tænketank Center for Amerikansk Fremskridt, bliver hans nye budgetchef.

Yellen, der er født i Brooklyn, er gift med nobelpristager i økonomi, Georg Akerlof.

Hun var fra 2010 højrehånd for forgængeren som centralbanchef Ben Bernanke. Hun var leder af det økonomiske råd under præsident Bill Clinton.

Hun er uddannet på Brown University på Rhode Island fulgt af en Ph.D fra Yale i 1971.

I hendes tidligere akademiske karriere har hun været underviser på verdens mest anerkendte universiteter herunder London School of Economics, Berkeley og Harvard.