Bestyrelsessekretariatet svarer på Ligestillingsrådets kritik

Skrevet af Mads Lynge
06. december 2006 15:59

Loven om ligestilling er ikke blevet overtrådt. Det siger fuldmægtig i Bestyrelsessekretariatet, Lars L. Alting.

Det siger han efter at Grønlands ligestillingsråd i går til radioavisen sagde, at loven ellers blev brudt, da man valgte to nye medlemmer til KNI’s bestyrelse.

Men det passer ikke siger Lars L. Alting.

- Man har ene og alene gået efter kvalifikationer, fortsætter han:- Altså, af loven fremgår det jo klart, at bestyrelser hvortil Landsstyret udpeger bestyrelsesmedlemmer, såvidt muligt skal være sammensat af halvdelen af hvert køn.

- Og endvidere så fremgår det jo også af bemærkninger til loven, at det dog er en forudsætning for at indtræde i bestyrelsesarbejdet, at det pågældende bestyrelsesmedlem har den for arbejdet fornødne sagkundskab og kvalifikationer, og sådan går man jo ind og vurderer fra gang til gang, siger Lars L. Alting, og understreger, at man i det her tilfælde har vurderet at man bedst muligt styrker bestyrelsen ved at tilføre den sagkundskab og kvalifikationer, de to nye bestyrelesemedlemmer er i besiddelse af.

- Og vi er naturligvis opmærksomme på loven om ligestilling, siger Lars L. Alting fra Bestyrelsessekretariatet.

Der er i alt 9 bestyrelsesmedlemmer i KNI, og 7 ud af ni medlemmer er mænd.

Landstingsmedlem Lene Knüppel, Demokraterne, stiller sig dog også kritisk overfor udpegningen af disse to nye bestyrelsesmedlemmer, og spørger hvor Landsstyrets ligestillingspolitik er.

- Betyder det, at der ikke findes kompetente kvinder til KNI's bestyrelse? Spørger hun, og hun tilføjer:

- NEJ! Men det viser tydeligt Landsstyrets manglende vilje til at efterleve Ligestillingsloven.

Der bliver også rettet en stærk kritik over at formand Simon Olsen stadig er en del KNI's bestyrelse.